Gennemgang af Matt 22,15-22
Tekstens sammenhæng
Denne søndags prædiketekst følger umiddelbart efter prædiketeksten til 20. søndag efter Trinitatis. Lignelsen om kongesønnens bryllup gør Jesu modstandere så vrede, at de vil fange ham med ord.
De slutter sig også sammen, for Matthæus taler om farisæerne(s disciple) (Matt 22,15f) og herodianerne (Matt 22,16), Markus om farisæerne og herodianerne (Mark 12,13), mens Lukas siger, at de sendte nogle, der foregav at være ærlige folk, men som i virkeligheden ønskede at udspionere ham, så de kunne få noget at anklage ham for og overgive ham til øvrigheden og statholderens magt (Luk 20,20). Farisæerne og folk fra Herodes’ hof var ikke naturlige samarbejdsfæller, for Herodes var ikke ægte jøde, dvs. heljøde og burde f.eks. slet ikke have haft lov at bygge templet. Men som bekendt kan fælles fjender bringe ulige folk sammen.
Det sker her. Farisæerne kan meget vel have deres historiske oprindelse i de såkaldte chasidim, en religiøs bevægelse på makkabæerkrigenes tid. Noget tyder på, at de mistede indflydelse med Herodes den Store. Det vil ikke være overraskende, for Herodes den Stores magt var tæt forbundet med romernes. Så meget desto mere bemærkelsesværdigt er det at se de to grupper sammen: Dem, der venter på en messias, der skal drive romerne ud af Israel, og dem, der sidder på magten i Israel, og det skønt Herodes ikke var heljøde og derfor egentlig ikke kunne være konge i Israel og slet ikke bygge et nyt tempel.
Søndagens tema
Denne søndags prædiketekst lægger dog først og fremmest op til at undervise om toregimentelæren. Det samme gør epistellæsningen fra Rom 13,1-7, hvor Paulus fordrer lydighed mod den øvrighed, som er indsat af Gud. Øvrighedens opgave beskrives også.
Det er muligt for øvrigheden eller magthaverne at overskride sine grænser. Så må profeterne og i vores tid bl.a. præsterne tale øvrigheden imod. Det er vel et eksempel på det, vi får i den gammeltestamentlige læsning fra Am 8,4-7. Nogle vil mene, at præster ikke må irettesætte øvrigheden eller lovgiverne, men det er en misforståelse. Luther er kendt for at have opfordret fyrsterne til at slå bondeoprøret ned, men det hører med, at han også foreholdt dem deres opgaver.
Det er der også særdeles god grund til at gøre i vor tid, for der er mange, der ikke forstår det, som toregimentelæren handler om. Den handler ikke om, at der er to selvstændige eller autonome regimenter: Kirken og samfundet. Den handler derimod om, at Gud styrer i begge, men på to helt forskellige måder, som ikke skal forveksles.
Kirken må ikke benytte sig af det verdslige regimente, dvs. samfundets magtorganer, til at tvinge folk til at blive kristne. Modsat må samfundet ikke udarte sig til en totalitær magt, som ikke blot vil holde ondskab nede, men også herske over hjerterne. Sådanne totalitære magter har der været mange af: kejserkulten i antikken, kommunisme/socialisme, national-socialisme, fascisme og islam.
På overfladen kan man måske sige, at islam hævder, at Allah skal herske i begge regimenter, men det er et åbent spørgsmål, om islam skelner mellem de to regimenter. Under alle omstændigheder skelnes der ikke mellem dem på den måde, som toregimentelæren gør.
Den onde plan (v. 15)
Farisæerne vil have Jesus fanget i eller med ord. Det græske ord (pagideusåsin) betyder konkret at fange (et dyr) i en snare eller en fælde. Her er det naturligvis brugt i overført betydning, men meningen er, at de som jægere vil fange Jesus i en verbal fælde, så de kan slå ham ihjel eller slagte ham.
Det er blot endnu en konkret handling, som skal virkeliggøre den beslutning, som de traf meget tidligt (jf. Mark 3,6). Som sådan er den en ond handling, udtænkt af onde hjerter.
Selv om Jesus også får kommenteret på det, så er det ikke det, denne søndag skal fokusere på. Det er der mange andre muligheder for.
Det listige spørgsmål (v. 16f)
Farisæerne sendte deres disciple hen til Jesus i følgeskab med herodianerne. De indleder med tiltalen “mester!” (egt. ‘lærer,’ for de er jo disciple, elever eller studerende).
Herpå følger en slesk ros til Jesus. Det er sandt nok, hvad de siger, men det lyder falsk, når det er dem, der siger det.
Jesus er sanddru, dvs. han lyver ikke. Han tilpasser ikke sine meninger efter nogen. Der er nemlig ikke personsanseelse hos ham. Det skal dog ikke forstås sådan, at Jesus ikke kan se forskel på folk. Som bekendt skal der kræves meget af dem, der har fået meget betroet (jf. Luk 12,48).
Må man give kejseren skat? (v. 17)
Farisæernes disciple og herodianerne stiller nu et spørgsmål, der for moderne danskere måske kan virke uskyldigt: Må man betale skat til kejseren? Spørgsmålet er jo lukket: Det lægger op til et ja eller et nej.
Svarer Jesus ja, regnede farisæerne med, at det ville ødelægge hans popularitet, for det ville svare til at give den romerske “besættelsesmagt” legitimitet og støtte. Det ville næppe være populært hos alle dem, der skulle betale skat til romerne og i øvrigt have udgifter på og føle sig kuet af den romerske hærs tilstedeværelse.
Svarer Jesus på den anden side nej, ville det kunne udlægges som opfordring til oprør mod romerne. Det ville helt sikkert ikke være populært, hverken hos romerne eller hos dem, der som herodianerne sad på magten takket være romerne.
Spørgsmålet var altså formuleret med henblik på at lokke Jesus i en fælde, så man kunne få ham taget til fange og siden dræbt.
Hykleri og ondskab (v. 18)
Jesus mærkede eller kendte deres ondskab, ikke blot fordi han var empatisk og fornemmede deres falskhed, men også fordi han var guddommelig og kender menneskehjerterne.
Her er der tale om ondskab. Det er ikke bare, at de mangler noget, som mange vil forstå ondskab nu om dage. Det var en aktiv ondskab. En moralsk og religiøs dødelig sygdom i hjertet, som gjorde, at de ønskede at slå Jesus ihjel og endog havde besluttet at gøre det i fællesskab.
De lader bare, som om de ikke er sådan. Det er det, der menes med hykleri. De er et, men foregiver at være noget andet. De var hjælpeløse syndere, men ville ikke være ved det og kom derfor ikke til Jesus for at få tilgivet deres skyld og deres synder. De ville tværtimod slå ham ihjel, fordi han sagde sandheden til dem. Det er et tema, som ikke mindst Johannesevangeliet udfolder (fx Joh 8,30-47).
Derfor spørger Jesus dem, hvorfor de vil sætte ham prøve ham. I sammenhængen er det klart negativt ment. De vil sætte fælde for ham. Hvis man følger med i medierne, kan man se eksempler på den teknik snart sagt hver eneste dag.
Denaren, skattens mønt (v. 19)
Jesu svar er som bekendt genial på mange måder. For det første bad Jesus dem om at vise ham skattens mønt. Han fik en denar, som på den tid var en dagsløn. Dermed fik han demonstreret, at de selv bar romerske mønter på sig, naturligvis fordi de brugte dem. De havde altså ingen grund til at spørge, for deres liv besvarede spørgsmålet. Men naturligvis er der også en lille pointe i, at Jesus spørger efter ‘skattens mønt,’ dvs. den mønt, man skal betale skat med.
Modspørgsmålet (v. 20)
Jesus fortsætter med endnu et spørgsmål og bevarer dermed initiativet over for dem. Han spørger om to ting. Hvis billede er der på mønten, og hvis indskrift er der på den? Ordet billede (gr. eikôn) passer naturligvis på det, der er på en mønt: et portræt. Ordet ‘indskrift’ bruges naturligt om inskriptioner på sten, vaser eller en statue, men det er måske ikke så tit, det bruges om en mønts prægninger. Men det er jo i sammenhæng helt klart, at det er det, Jesus mener.
Deres svar og Jesu konklusion (v. 21)
De må naturligvis svare, at det er kejserens mønt. Hvad de derimod ikke har tænkt på, er, hvilken slutning Jesus drager. Jesu konklusion har nemlig to dele.
For det første den indlysende, at kejserens mønt kan bruges til at betale skat med, sådan som det også var hensigten med den. Jesus bekræfter altså kejserens ret til at opkræve skat. Selv om de fleste jøder formentlig anså romernes herredømme som illegitim, anerkender Jesus det.
Men dermed afviser Jesus også helt grundlæggende farisæernes håb og lære om, at en messias skulle komme og drive romerne ud og etablere en ny politisk-religiøs magt. Jesu svar er derfor også en afvisning af alle tilsvarende forsøg på at etablere et “paradis,” et gudsrige eller et tusindårsrige på jorden med politisk magt (ukært barn har mange navne). Som Jesus siger: “Mit rige er ikke af denne verden” (Joh 18,36).
Paulus siger tilsvarende, at “Enhver skal underordne sig de øvrigheder, han har over sig; thi der er ingen øvrighed, uden at den er fra Gud, og de, som findes, er indsat af Gud” (Rom 13,1). På samme måde anerkendte Luther øvrigheden på sin tid, når den ellers holdt sig inden for sine gudgivne rammer (se nedenfor). For “den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning imod, og de, der gør det, vil pådrage sig dom” (Rom 13,2).
Dette svar må herodianerne have været tilfredse med, mens farisæerne har været det stik modsatte. Men de kan – mod forventning – ikke bruge det til noget, for Jesus har mere at sige.
For det andet konkluderer Jesus nemlig, at de skal give det, som tilhører Gud, til Gud. I bred forstand tilhører jo alt Gud, men det er næppe det, Jesus mener, for man kan jo ikke give til Gud på samme direkte måde, som man betaler skat til kejseren.
Man kan overveje, om det, der tilhører Gud, er det, der ligesom kejserens mønt bærer et billede – og måske en inskription. Ordet ‘billede’ (gr. eikôn) finder vi nemlig et centralt sted i GT: “Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os!” (1 Mos 1,26; jf. 1,27; 5,1 og 9,6).
Men nu kan man ikke sige, at det faldne menneske bærer Guds billede, for gudbilledligheden består først og fremmest “i sandhedens retfærdighed og fromhed” (Ef 4,24). Det mistede mennesket med syndefaldet. Siden har mennesket været skabt i Adams billede (1 Mos 5,3). Og nogle dyrker ligefrem afgudsbilleder eller statuer (Dan 2,13; 3,1; Rom 1,23).
På den anden side er det målet at få genoprettet gudbilledligheden: “For dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede, så at han er den førstefødte blandt mange brødre” (Rom 8,29). “Og ligesom vi har båret det jordiske menneskes billede, skal vi også bære det himmelske menneskes billede” (1 Kor 15,49). Jesus er “den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte” (Kol 1,15). “Lyv ikke for hinanden, for I har aflagt det gamle menneske med dets gerninger og iført jer det nye, som fornyes i sin skabers billede til at have erkendelse” (Kol 3,9f).
Selv om man altså ikke kan sige, at ikke-troende mennesker bærer Guds billede og indskrift, så gælder det i al fald, at mennesket engang har gjort det, og at alle mennesker stadigvæk tilhører Gud, fordi han har skabt dem. De skal derfor så at sige “give sig selv tilbage” til Gud, som verbet ‘give’ (gr. apodidômi) egentlig betyder. Med andre ord befaler Jesus dem at omvende sig.
Det er blot ikke noget, man selv kan gøre. Det kræver, at Gud selv griber ind (sådan som jeg har skrevet om det til de foregående søndage). Men man kan stå Guds ord imod, sådan som farisæerne, herodianerne og mange andre stod Jesus imod.
Modstandernes reaktion (v. 22)
Matthæus beretter, at farisæernes disciple og herodianerne “undrede sig”, forlod ham og gik bort. Deres forehavende lykkedes ikke (jf. Luk 20,26).
Jesu svar var ikke, hvad de forventede. De troede, de havde formuleret et spørgsmål, som ville fælde Jesus, uanset hvad han svarede. I stedet gav Jesus et dobbelt svar, der dels anerkendte kejserens ret til at opkræve skat, dels befalede dem at omvende sig. De var udmærket klare over, at deres planer var onde.
Måske undrede de sig over Jesu klogskab, måske undrede de sig over, hvad han mon mente med at give Gud, hvad Guds er. Det ved vi ikke. Men vi ved, at deres forehavende ikke lykkedes, for tiden var endnu ikke helt kommet, hvor Jesus ville overgive sig.
Afsluttende bemærkninger
Som det fremgår, lærer Matt 22,15-22 ikke, at kejserens herredømme, det verdslige regimente, er autonomt. Med sin befaling om at give kejseren det, der tilhører ham, har Jesus bekræftet kejserens magt som en magt, Gud har givet ham. Kejseren opkrævede skat til at betale hæren, en vis administration og hvad der nu i øvrigt var nødvendigt. Men Gud har ikke givet ham lov til at ville spille Gud og tilbedes som sådan. Det var netop Nebukadnesars synd (Dan 3,1).
Paulus lærer tilsvarende, at øvrigheden skal skræmme dem, der gør det onde, og rose dem, der gør det gode. De bærer sværdet, dvs. de har ret til at straffe, også med døden, hvis lovene giver mulighed for det. (Som Luther skriver i Om lydighed mod den verdslige øvrighed, må en fyrste hellere straffe for lidt end for meget, for ellers kunne det gå ud over retfærdige, som der i forvejen ikke er for mange af!)
I modsætning til islam, hvor man ikke nødvendigvis behøver at underordne sig øvrigheden – hvis det ikke tjener islams sag – så skal man ifølge Paulus underordne sig øvrigheden, dels for ikke at blive straffet, dels for samvittighedens skyld. Paulus tillader altså ikke et dobbeltspil.
Man skal også betale, hvad man er skyldig at betale: skat, told, frygt og ære. Men fremfor alt skal man elske sin næste og gøre gode gerninger og dermed opfylde loven (Rom 13,1-7.8-10). Det kan man også gøre ved at tjene i den verdslige øvrighed.
Det er meget generelle retningslinjer, Det nye Testamente har. Det skyldes, at kristendommen ikke er nogen verdslig lovgivningsreligion. Kristendommen peger derfor heller ikke på noget bestemt parti i moderne demokratier. Men man skal betale sin skat og sin told, og man skal frygte og ære øvrigheden, dvs. f.eks. politi og domstole. Og man skal tjene sin næste, sådan som man nu har fået det som sin opgave.
Først og fremmest skal prædikanter forkynde lov og evangelium. Men de skal også prædike og undervise om den kristne lære, herunder om de to måder, Gud styrer på. Det verdslige regimente skal straffe det onde og sikre fred, sikkerhed, ro og orden for borgerne. Det skal under ingen omstændigheder gøre sig selv til en kirke, der vil herske over samvittighederne. Der er altså en grænse for, hvilke love den verdslige øvrighed må give og forlange overholdt. Det er bestemt særdeles relevant også i for tid.
Det åndelige regimente skal på sin side lære mennesker gudsfrygt, og det skal herske med lov og evangelium, men det skal ikke gøre sig selv til en verdslig myndighed, der vil bruge tvang og magt i åndelige spørgsmål. Det skal heller ikke alliere sig med verdslige myndigheder, så det kan udøve tvang og magt via stedfortrædere.
Det åndelige regimente har heller ikke lov til at gøre det verdslige regimente illegitimt, fx ved at hævde, at kristne ikke må beklæde et offentligt embede, være dommere, tage del i retfærdige krige, være soldat, indgå juridisk bindende aftaler, have privat ejendom, aflægge ed, når det kræves af øvrigheden, eller gifte sig. Tværtimod forlanger Gud, at familie og stat bevares som Guds gode ordninger, som tjener til at øve næstekærlighed. Kun hvis staten befaler, at man skal synde, må kristne sige fra, for “man bør adlyde Gud mere end mennesker” (ApG 5,29) (jf. Den augsburgske Bekendelse, artikel 16).
Luther Om lydighed mod den verdslige øvrighed
Luthers Om lydighed mod den verdslige øvrighed fra 1520 er efter min mening stadig den bedste gennemgang af Skriftens lære om lydighed mod øvrigheden. Heri gennemgår Luther, at den verdslige øvrighed er nødvendig på jorden – den er Guds tjener, og han udfolder, hvorledes man skal bruge den kristeligt og godt (Aros Forlags Luthers Skrifter i Udvalg, bind 2, s. 178). Del 2 handler om, “hvor langt dens magt og myndighed rækker, for at den ikke skal gå for vidt og gribe ind i Guds rige og styre” (sammesteds).
Den verdslige øvrighed skal holde sig helt fra alt, hvad der har med sjælen at gøre (s. 180). Luther begrunder den religiøse frihed helt principielt og fundamentalt: “En domstol må og skal være helt sikker, når den skal dømme, og have alting fremme i lyset. Men sjælens tanker og begæringer kan ikke være åbenbare for andre end Gud. Derfor er det nytteløst og umuligt at befale eller tvinge nogen med magt til at tro sådan eller sådan. Det skal der andre metoder til, tvang gør det ikke. …
“Desuden har enhver selv ansvar for, hvad han tror, og det må være hans egen sag at sørge for at have den rigtige tro. For lige så lidt som en anden kan komme i himmelen eller i helvede på mine vegne, lige så lidt kan han tro eller lade være at tro på mine vegne. …
“Da det er en sag, der angår den enkeltes samvittighed, hvordan han tror eller ikke tror, og da der ikke går noget fra den verdslige magt ved det, skal den også være tilfreds, passe sit og lade folk tro sådan, som de kan og vil, og ikke tvinge nogen med magt. For troen er en frivillig sag, som man ikke kan tvinge nogen til. Ja, det er en Guds gerning i Ånden, og der kan slet ikke være tale om, at ydre magt skulle kunne fremtvinge eller skabe den.” (s. 180-181; mine fremhævelser).
Luther understreger, at Rom 13 “taler om øvrigheden og magten. Nu har du lige hørt, at ingen kan have magt over sjælen undtagen Gud. Derfor kan Sankt Paulus kun tale om lydighed i forbindelse med magten. Deraf følger, at han ikke taler om tro (eftersom den verdslige magt ikke skal byde over troen), men om at ordne og styre de ydre ting her på jorden” (s. 183; mine fremhævelser). “Alt det har Kristus også selv stillet klart op og sammenfattet med ordene fra Matt.22: Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er” (s. 183). Deraf slutter Luther også, hvor grænsen går mellem at skulle adlyde og ikke adlyde øvrigheden: “Men befaler De mig at tro og at skaffe bøger [Bibelen, alterbøger, salmebøger, osv. gsa], så vil jeg ikke adlyde” (s. 184).
I del 3 gennemgår Luther, hvordan fyrsten skal bruge den verdslige magt. Det er altså ikke rigtigt, at Luther som professor og præst ikke kunne “blande sig.”
Se i øvrigt pastor Magnus Sørensens “De to regimenter og sekularismen” på http://luthersk.blogspot.com.