Indledning
Prædiketeksten til 21. søndag efter Trinitatis: Joh 4,46-53 følger umiddelbart efter beretningen om den samaritanske kvinde. Men Johannes henviser i v. 46a til vinunderet i Kana, og i v. 54 skriver han, at han gjorde dette under som (eller: til) sit andet tegn. Derfor er der grund til at overveje, hvilken sammenhæng Johannes vil gøre opmærksom på.
Måske er der tale om, at Jesus besøger det ægtepar, som blev gift måske et års tid tidligere, men som vi skal se, er der nok en dybere forklaring.
Nogle vil mene, at vi har beretninger om det samme under i Matt 8,5-13 og Luk 7,1-10, men her er der bl.a. tale om en søn, ikke en tjener.
Vinunderet i Kana (Joh 2,1-12)
Johannes slutter sin beretning om vinundere med at skrive, at “Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som (eller: til) begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.”
Selv om det (i første omgang) kun var tjenerne, der øste op, og Herrens moder, der vidste, hvor vinen kom fra, gjorde Jesu under det klart, at han ikke var et almindeligt menneske. Kun Gud kan gøre sådanne undere. Jesu herlighed er den herlighed, som han har fra Faderen (Joh 1,14). Den er “fuld af nåde og sandhed,” skriver Johannes. Men er vinunderet da det? Ja, for Jesus gjorde ikke vinunderet for sin egen skyld, og heller ikke blot for at hjælpe bryllupsværten ud af en pinlig situation. Han gjorde det for at vise, at han er en, der som mere-end-et-menneske – som sand Gud og sandt menneske – kan frelse.
Problemet (v. 46a)
Der var en vis ‘kongelig,’ siger teksten egentlig. Det kunne være et medlem af den herodianske familie. Eller det kan betyde ‘en kongelig embedsmand.’ Uanset om ordet skal forstås på den ene eller den anden måde, var hans position tilstrækkelig til, at han havde flere tjenere (jf. v. 51). Det er åbenbart ikke vigtigt for Johannes at sætte navn på. Men hvorfor er det så vigtigt at etablere en relation til de kongelige? En nærliggende forklaring kunne jo være, at Jesu under faktisk blev kendt, også i den del af Israel. En anden forklaring kunne være, at hans relation gjorde det muligt for ham med kort varsel at drage til Kana.
Rejse og bøn (v. 47)
Under alle omstændigheder lå denne mands søn syg i Kapernaum. Manden beslutter sig for selv at drage til Kana. Der er uenighed om, hvor det ligger. Et godt bud er, at det ligger en 25-30 km fra Kapernaum, 14 km nord for Nazaret.
Den kongelige hørte altså, at Jesus var kommet tilbage til sin hjemegn, og rejste til Kana. Vi får ingen detaljer, fx om han skulle spørge nogen om lov eller bare kunne tage af sted. Fokus på er på kendsgerningen: Han rejste. Motivationen får vi derimod i v. 46 og her.
Han bad nemlig Jesus drage ned til Kapernaum og helbrede hans søn, for han lå for døden. Selv om den græske konstruktion ikke nødvendigvis betyder, at det er meget nært forestående, er det dog det indtryk, jeg får af beretningen.
Den kongelige tror altså, at Jesus kan helbrede, men forudsætter åbenbart, at Jesus må være samme sted som den syge for at kunne helbrede. Anderledes er det med officeren i Matt 8,5-13.
Uanset om det stod klart for den kongelige, henvender han sig til Jesus om det, som det egentlig alene er Gud, der kan. Gud tilgiver og helbreder (jf. til Mark 2,1-11). I Salme 6 bad David til Herren og sagde: “Vær mig nådig, Herre, for jeg er svag, helbred mig, Herre, for min krop sygner hen.”
Bønnen var rettet til den rigtige, for som det hedder i 2 Mos 15,26: “jeg er Herren, der læger dig.” Ja, det er Herren, der “tilgiver al din skyld, helbreder alle dine sygdomme” (Sl 103,3).
Den kongelige henvender sig derfor til den rigtige. Til ham, der ikke kun bar al verdens synd, men også skulle tage “vore sygdomme” og “vore lidelser” (Es 53,4), fordi også var Guds straf over Adam og Evas synd.
Sygdomme er dødens begyndelse, og fører uden Guds indgriben til døden. Gud bruger ofte de mennesker, han har skabt og sat iblandt os, til at helbrede – ikke mindst læger (se igen til Mark 2,1-11). Han bruger også ofte de ting, han har skabt. Fx er man nu begyndt at genopdage, at mange planter har en helbredende virkning.
Det syndige menneske vil tillægge lægevidenskaben eller “alternative helbredere” og deres åndelige magter æren for helbredelserne. Således lyder dommen over kong Asa, at skønt han var alvorlig syg, søgte han heller ikke under sin sygdom Herren, men “lægerne” (2 Krøn 16,12).
Hans synd var imidlertid ikke, at han søgte læger i vores forstand. Michael L. Brown har vist, at en nøjagtigere oversættelse og forståelse er følgende: “selv i hans sygdom søgte han ikke Herren, men han søgte [orakelråd] hos lægerne” (Israel’s Divine Healer. Studies in Old Testament Biblical Theology. Carlisle, United Kingdom: Paternoster Press, 1995, s. 47-52). Der er stor forskel på at ‘søge’ Herren og at ‘søge [orakelråd] hos’ på hebraisk.
Asa gjorde ikke, hvad han ellers selv havde befalet judæerne og selv havde gjort tidligere (2 Krøn 14,3.6.10; 15,12.15), og hvad han selv havde fået at vide (2 Krøn 15,2ff). Og det trods det faktum, at han vidste, at “alle …, som ikke søgte Herren, Israels Gud, skulle lide døden” (2 Krøn 15,13).
Seeren Hanani havde endog advaret ham: “Fordi du støttede dig til Arams konge og ikke til Herren din Gud, er aramæerkongens hær sluppet fra dig” (2 Krøn 16,7). I stedet for at omvende sig, lod han sin vrede gå ud over sendebudet (2 Krøn 16,10). Ikke engang Asas sygdom fik ham til at søge Herren, men at søge orakelråd hos “helbrederne.”
Men Bibelen vidner om, at det i sidste ende er Gud, der helbreder eller ikke helbreder – direkte eller indirekte. Derfor er det alene ham, man i sidste ende skal søge hjælpen hos, også selv om hans hjælp ofte gives gennem mennesker eller medicin.
Når det gælder syndens “sygdom,” er det alene Gud, der kan helbrede, dvs. frelse.
Derfor kalder Han os mennesker til at forstå, at vi lider under sygdom og død på grund af vores synd, og til at tro evangeliet om Ham, der bar vores synd og vores sygdomme og lidelser.
Jesu irettesættelse (v. 48)
I v. 48 taler Jesus til den kongelige, men taler ikke kun til ham. Johannes bruger ordet “da” eller “nu” (gr. oun). Dette ord kan forstås på to måder. Enten er det en overgangspartikel, som kan oversættes med “nu” uden tryk. Eller det kan betyde noget i retning af “altså” og angive en reaktion på det foregående.
Jesu ord er kritiske. Han foreholder denne – formentlig jødiske – mand, at hvis de ikke får beviser i form af tegn og undere, vil de overhovedet ikke tro (jf. Matt 12,38f; 16,1-4). Kong Herodes selv havde måske et ønske om at se Jesus som mirakelmager (Luk 23,8). Galilæerne havde taget godt imod Jesus, da han vendte tilbage fra Judæa (Joh 4,45), men det var snarere mirakelmageren end frelseren, de ville se.
Når Jesus altså tilsyneladende taler hårdt til den kongelige, skyldes det måske, at denne endnu havde lidt mirakelmagertro på Jesus. Men det kan vel også skyldes, at Jesus ville se, om hans tro var ægte.
Ifølge den lange afslutning på Markusevangeliet er der tegn, der skal følge dem, der tror: uddrivelse af dæmoner og tungetale, hvormed Gud stadfæstede ordet (Mark 16,17.20).
Men der er også tegn, der tjener som sikkerhed for dem. Hyrderne fik et tegn om, hvor og hvordan de skulle finde Jesus (Luk 2,12). Jesus selv er et tegn for “denne slægt” (Luk 2,34 og 11,30). Ja, falske kristus’er vil ligefrem gøre tegn og undere for at føre vild (Matt 24,24).
Forskellige tegn vil vise, hvornår Jesus Kristus kommer igen (fx Luk 21,25).
Men det er generelt et andet billede, vi får i Johannesevangeliet. Her er “tegnene” undere, Jesus gør for at åbenbare sin herlighed, den herlighed, som han har fra Faderen, og som er fuld af nåde og sandhed (Joh 2,11; 1,14).
Jesus vil godt frivilligt gøre sådanne tegn. Han vil derimod ikke gøre det, når vantro jøder kræver et bevis for at blive overbevist om noget, der overhovedet ikke tror på.
Fokus på barnet (v. 49)
Den kongelige svarer ikke på Jesu anklage eller bebrejdelse, men tiltaler ham som ‘Herre.’ Det kan være en høflig tiltale, men i betragtning af, hvad han beder om, må det forstås helt anderledes. ‘Herre’ er da en tiltale af Ham, som er Herren, HERREN. Ordet var “Gud,” ikke bare et specielt menneske, men Ham, der var til, da alt blev til, ja, ved hvem alt blev til (Joh 1,1ff).
Den kongeliges tiltale af Jesus er altså en dyb Kristus-bekendelse. Det fremgår også af, hvad han derefter siger. For bønnen om, at Jesus skal komme, førend hans barn dør, er jo en bekendelse af, at han tror på, at Jesus kan helbrede. Men det er dog (endnu) ikke en bekendelse af, at han kan gøre døde levende.
Helbredelse ved ordet (v. 50a)
Jesus accepterer mandens bekendelse og opfylder den store bøn, men ikke den lille. Hans svar er, at hans “søn lever” (jf. v. 47). Måske er der en pointe i, at “søn” (gr. hyios) betyder ‘arveberettiget søn.” Der er i al fald en pointe i, at han “lever,” for dermed er det store tema i Johannesevangeliet slået an. Jesus, der er fuld af nåde og sandhed, kom for at gøre mange tegn. De er skrevet ned “for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn” (Joh 20,31f).
Med dette tegn ikke blot standser, men vender Jesus sygdommen, så drengen ikke dør, men lever. Det må vel betyde, at han bliver helt rask.
Senere gør Jesus et endnu herligere tegn, for han helbreder ikke blot, men opvækker Lazarus, sådan som han også opvækker Jairus’ datter (Matt 9,18-26; Mark 5,21-43; Luk 8,41-56) og opvækker enkens søn fra Nain (Luk 7,11-17).
Begge dele viser, at han har liv i sig (Joh 1,4) og kom for at give liv (Joh 3,15f og fx 20,30f).
Sådan er dette tegn et tegn, der ikke blot viser Jesu magt over liv og død i denne verden, men peger frem mod Jesu sejr og Jesu magt over liv og død i såvel den nuværende som den kommende verden.
Troen på ordet (v. 50b)
“Manden troede på det ord, Jesus sagde til ham,” fortsætter Johannes. Faktisk står der, at ‘mennesket’ troede. Jesus er ‘Herren,’ som er Gud. Denne fader er blot et menneske. Men han tror ikke kun, at Jesus er et menneske, for han troede på, at hans søn levede. Han gik.
Han ville egentlig have haft Jesus med, men nu fik han et løfte, og det var nu blevet nok for ham. Det ville have været tåbeligt, hvis han havde troet på et ord fra et almindeligt menneske. Men her var der mere end et almindeligt menneske, ja, mere end en profet.
Sådan er troen på Kristus en tro, der tror det ord, som Jesus forkynder. Men jøderne dengang og mange nu om dage er ikke tilfreds med ord. De vil have beviser. I virkeligheden betyder det, at det er deres kødelige fornuft, der “tror.” Helt anderledes med den, der som Abraham holder sig til det løfte, Gud giver. Her er troen ikke fornuftens præstation. Troen er ikke en præstation i det hele taget, men en gave, som Gud giver og skaber i og med det ord eller det løfte, som han giver.
Verset slutter lakonisk med: “Han gik.” Eftersom det er samme udsagnsord som Jesus bruger i “Gå hjem,” må det vel betyde, at han faktisk gik hjemad med det samme.
Meddelelsen om sønnens helbredelse (v. 51f)
De to følgende vers fortæller, at hans tjenere, som var gået ham i møde, og den kongelige mødtes. Det er jo ikke så svært at forklare, hvorfor de var gået ham i møde. De kendte sikkert hans ærinde, men nu var det ikke længere nødvendig. Men det var utvivlsomt vigtigere for dem at fortælle ham, at hans søn ikke var død, men tværtimod blevet rask.
Den kongelige fik at vide, at “hans dreng levede” (v. 50). Dermed slår Johannes først fast, at det var sandt, hvad Jesus havde sagt til den kongelige. Desuden understreger Johannes liv-temaet engang til. Det sker tredje gang i v. 53.
Den kongelige spurgte dem dernæst om, hvornår hans søn havde fået det bedre (v. 52). Svaret var “i går, ved den syvende time,” dvs. i dagen før kl. 13.
Nysgerrige sjæle vil sikkert spørge, hvorfor de så først mødes dagen efter, men svaret får vi ikke. Johannes har vigtigere ting at fortælle. Måske forudsætter “i går” her, at en ny dag begynder med solnedgang, så det efter vores begreber er samme dag. Men vi ved intet om, hvor og hvornår de mødtes. Vi ved heller ikke, om den kongelige havde været nødt til at gøre ophold for natten, selv om det nok er det mest sandsynlige.
Tro (v. 53)
Faderen, som Johannes først omtaler som ‘kongelig’ (v. 46 og 49), dernæst som ‘menneske’ (v. 50) og nu som ‘fader’ (v. 54), kan konstatere, at det skete på nøjagtig det tidspunkt, hvor Jesus havde sendt ham hjem.
Johannes konkluderer, at “og han selv og hele hans husstand troede.” Når bl.a. 1992- og 1948-oversættelserne gengiver med ‘kom til tro(en),’ skyldes det en bestemt tolkning af den form, det græske verbum har.
Men i sammenhængen er det ikke muligt at sige, at faderen først kom til tro, da han hørte, at hans søn faktisk var blevet bedre og levede. For v. 50 siger jo direkte, at han troede Jesu ord.
Vi må i stedet forstå det som Johannes’ afsluttende konstatering. Faderen selv og hele hans husstand troede. Pointen er her, at det er Jesu person og gerning, der skaber troen i mennesker. Og for os er det Johannes’ apostoliske evangelium, Gud bruger til at skabe troen. Den kongelige troede også på Jesus, da han drog fra Kapernaum til Kana (v. 47), men vi kan vel sige, at troen var svag og endnu bundet til Jesu spektakulære undere. Da han troede Jesu ord, fordi Jesus sagde, at hans søn levede (v. 50), havde Jesus renset troen for mirakelaspektet. Og nu konstaterer Johannes altså, at den kongelige og hans husstand troede på Jesu guddommelige ord (v. 53). Netop sådan er troen nu for alle over hele verden.
Afslutning (v. 54)
Johanne slutter af med at sige, at det ikke er ham som forfatter, men Jesus selv, der gjorde dette til det andet tegn: ‘Jesus gjorde dette, igen, som sit andet tegn, da han var kommet fra Judæa til Galilæa.’
Det er ikke blot Johannes, men Jesus selv, der binder de to undere sammen. De to første tegn gjorde Jesus ikke i Judæa, hvor den politiske og religiøse magt var koncentreret, men i Galilæa, ja, i en lille og ubetydelig by. Jeg kommer til at tænke på Matt 4,13-16, hvor Matthæus understreger, at Es 8,23-9,1 blev opfyldt. Ikke i Judæa og Jerusalem, men i folkeslagenes Galilæa. Tilmed i en lille landsby. Men her havde Jesus nogle venner.
Desuden er det værd at bemærke, at det er i denne lille landsby, Jesus irettesætter en, der som galilæerne er så begejstret over Jesu virke. Den form for tro afviser Jesus jo helt tydeligt. Alligevel er der i dag mange prædikanter, som i realiteten fremmer netop den form for tro eller “tro.” I stedet for at føre tilhørerne og dem selv væk fra den syndige naturs mirakelmager-begejstring og hen til en sand tro på Kristus, vildleder de og fastholder dem.
Sand tro og efterfølgelse er ikke pompøs, men tværtimod et liv, hvor herligheden i tilhøre Kristus kun ses af troen, der stoler på Kristi ord. Men eftersom Kristi ord er fulde af nåde og sandhed, er det et gode.