Læsningerne
Læsningerne til 1. søndag i fasten handler om vores syndige naturs onde begær, et begær, der drager og lokker, for til sidst at slå ud i syndige handlinger og død. Den nytestamentlige læsning fra Jak 1,9-16 handler netop om, hvordan fattige og rige skal tænke for at undgå det syndige begær. Man skal holde ud i prøvelse, for så vil man – for Jesu Kristi skyld og af tro – få livets sejrskrans. Det er imidlertid også muligt at fare vild og – som Kain – give Gud skylden for ens situation. Det er vantro og medfører vantroens dom.
1 Mos 4,1-12 handler om de to brødre, Kain og og Abel, som Adam og Eva fik efter syndefaldet. Som bekendt slog Kain Abel ihjel. Syndefaldet fik altså forfærdelige konsekvenser. Ikke engang blodets bånd kan værne mod synden. Kain burde have passet på sin (lille)broder, men slog ham i stedet ihjel, tilskyndet af sin syndige natur og jalousi.
Prædiketeksten
Denne søndags prædiketekst i Luk 22,24-32 beretter om, hvordan disciplene endnu engang (jf. f.eks. Luk 9,46) diskuterer, hvem af dem, der skulle regnes for den største. Forinden havde Jesus indstiftet nadveren og taget dem til alters, kommuniceret dem, som det hed i gamle dage. Herunder havde han fortalt, at en af dem skulle forråde ham. De diskuterede efterfølgende, hvem af dem det mon kunne være (Luk 22,22f).
Men denne tanke førte dem videre til at diskutere, hvem af dem der skulle overtage ledelsen efter Jesus. Det nye Testamente viser jo klart nok, at Peter mente, det var ham. Men der skal jo altså mindst to til en konflikt, så i det mindste nogle af apostlene var ikke enig med ham.
Hvor lidt apostlene forstod på dette tidspunkt fremgår jo i øvrigt af, at de netop har fået del i det nye testamentes sakramente, som vil koste Jesus livet (jf. også til Luk 18,31-34).
Ærekærhedens synd (v. 34)
Der opstod en strid blandt apostlene, skriver Lukas, en philoneikia (eller philonikia). Det er ordet neikos, ‘strid,’ og den velkendte forstavelse for ‘kær(lighed til).’ ‘Trættekærhed,’ kunne man med et gammelt ord oversætte det med. ‘Stridbarhed’ eller ‘stridslyst,’ fordi man vil være i front. Eftersom Lukas kunne have valgt et ord, der “blot” betyder ‘strid’ eller ‘konflikt,’ må man tage ordet for fuldt pålydende. Apostlene har disse diskussioner så ofte, fordi det udspringer af deres syndige natur. Af natur er vi alle som Kain, men Gud kan gribe ind og genføde os. Det gør os ikke syndfrie, så længe vi stadigvæk også har den gamle natur. Der vil være strid i os (Gal 5,17ff og Rom 7).
Når det nu er apostlene, som Jesus kort tid efter sender ud som apostle og som lærere og hyrder, så ville en naturlig udlægning af teksten i dag fokusere på prædikanterne. For også de er jo syndere af natur. Men prædikanterne skal jo ikke prædike for sig selv, men for menigheden.
Men i menigheden kan og skal der prædikes om, hvordan arvesynden slår ud også på denne måde. Kirken har altid vidst, at hovmod og ærekærhed er en alvorlig og ødelæggende synd. I dag er det blevet endnu tydeligere. De værste tilfælde ser vi, når mere eller mindre samvittighedsløse magtmennesker kommer forklædt som får og fårehyrder eller som lægfolk, der under dække af at tjene vil have magt – uanset eller næsten uanset prisen.
Irene Rønn Lind har skrevet en bog om det. Den hedder Forklædt. Psykiater Inge Munk Møller har anmeldt den for nylig. Munk Møller slutter med ordene: “Tak til Irene Rønn Lind, der har vovet at tage dette vanskelige og dystre emne op og har skrevet om det på en letlæselig måde. – Desværre er bogen ikke overflødig.” (se Dystert emne i letlæst bog, IMT nr. 4, 2008). Alle kan læse denne bog, og jeg ved, at den desværre er relevant i mange sammenhænge. Præster og kirkelige ledere burde studere dette område noget mere, for det er forfærdeligt ødelæggende.
Men det er ikke altid så slemt, som de eksempler, man kan læse. Apostlene var ikke psykopater, men de var syndere. Og det er præster og menighed også. Derfor må der prædikes om ærekærhed og hovmod, om at det er en synd, og at Jesus også døde for denne synd. Det må der også gøres i praksis, dvs. ved nadverbordet og når det gælder den kirkelige ledelse. Her er der meget at arbejde med, men det hører ikke hjemme i denne Næste søndag at gå mere ind i det.
Derimod er det vigtigt ikke kun at forkynde loven, som afslører vores syndighed ved at sløre ærekærhed og hovmod og de konkrete udslag heraf. Der må også forkyndes evangelium. Jesus var iblandt apostlene (v. 27) og hos sin menighed “som den, der tjener.” Uden Jesu tjeneste, som nu fører ham til forhør og siden til Golgatha, ville al synd medføre fordømmelse og fortabelse. Det er det, vi denne søndag i fasten får forkyndt. Uden Kristi stedfortrædende lidelse, død og opstandelse var vi hjælpeløst fortabte i vores synd.
Uden evangeliet kan man forkynde så meget, man vil, men loven afslører kun synden og giver syndserkendelse (Rom 3,20). Loven kan ikke tilgive synden, og man kan ikke ved loven overvinde synden. Tværtimod (Rom 7,7ff; Rom 4,15).
Hvordan apostlene skal og ikke skal være (v. 25f)
I de følgende to vers giver Jesus et eksempel på, hvordan de ikke skal være, og et eksempel på, hvordan de skal være.
I verden er det sådan, at konger “hersker” over dem, og de lader sig kalde “velgørere” af dem, de hersker over (og af andre). Fra Matt 20,25, hvor Matthæus bruger et verbum, der betyder, at man misbruger sin magt som hersker (gr. katakurieuô), fra Matt 22,21 og Rom 13,1-7 ved vi, at Jesus ikke mener, at folkenes konger slet ikke må herske. Det har Gud tværtimod sat dem til at gøre. Men de må ikke misbruge deres embede. De skal være Guds tjener.
Og som verdslige herskere lader de sig kalde velgørere. Det bør de også være, og i antikken burde de være det helt konkret, idet der var en slags omvendt skattebyrde – i al fald i den græske og romerske verden. De rige valgtes til at bruge af deres rigdom og gøre vel mod deres by og samfund. De var og kaldtes “velgørere.”
Men det var nok ikke kun det, Jesus tænkte på. Jesus tænkte nok mere på, at herskere i al almindelighed gerne vil fremstilles som dem, der er velgørere.
Dem skal apostlene ikke ligne. Hos apostlene, dvs. i kirken, skal tingene vendes på hovedet. Den ældste, som ellers burde vises respekt og ære, skal være som den yngste, der ellers bør lytte og lære. Og “lederen” skal være som “den, der tjener.”
Ordet ‘leder,’ ‘fører’ eller ‘fyrste’ (gr. ho hêgoumenos) møder vi senere i Hebr 13,7.17.24 om menighedens ledere, dvs. lærerne og hyrderne. Og ‘den, der tjener’ er jo tydeligt nok Jesus selv.
Netop Hebræerbrevet kan hjælpe os til at undgå en meget hyppig misforståelse. Man kunne tolke Luk 22,25f, som om ‘ledere’ ingen magt har eller skal have. Men sådan er det ikke. På egne vegne skal de ingen magt have, men som den, der tjener Kristus og tjener i Kristi sted, skal de have evangeliets magt.
Eller med andre ord: De skal ikke selv have magt, men det ord, de forkynder, skal have al magten. Når det ord da ikke har noget at sige, er det ikke ‘lederne,’ der skal bestemme, men menigheden selv. I de situationer skal ‘lederne’ være som de yngste, og som dem, der tjener.
Derimod er der på ingen måde tale om, at Jesus gør sig selv og sit ord magt-esløs i kirken.
“Adlyd jeres ledere og ret jer efter dem, for de våger over jeres sjæle, da de ved, at de skal stå til regnskab; lad dem kunne gøre det med glæde og ikke med suk, for det ville være ulykkeligt for jer.” (Hebr 13,17)
“Kom jeres vejledere i hu, som har forkyndt jer Guds ord. Hold jer for øje den udgang, deres levned fik, og efterfølg deres tro.” (Hebr 13,7)
Den bedste gennemgang af, hvad det skal betyde for prædikant og menighed, er C. F. W. Walthers Duties of an Evangelical Lutheran Synod, som findes i hans Essays for the Church. St. Louis: Concordia Publishing House, 1992, pp. 6-63.
Men naturligvis kunne man også bare se på, hvordan Jesus selv tjente. Han befalede jo aldrig apostlene og menigheden at sætte Guds ord til side. Det var jo tværtimod farisæerne, der gjorde den slags (Matt 15,6-9). Apostlene skulle som prædikanter gøre alle folk til Jesu disciple ved at døbe dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og ved at lære dem at holde alt, hvad Jesus har befalet.
Ved at holde sig til, hvad Jesus har befalet, dvs. hvad Guds Ord befaler, værner prædikant og menighed sig mod, at prædikantens egne meninger får lov at herske. Hvis en prædikant forlanger, at hans egen mening skal bestemme, skal menigheden venligt, men bestemt afvise det. Hvis en prædikant derimod beder menigheden om for kærlighedens skyld at følge et forslag, er menigheden fri til at gøre det, når blot det ikke strider mod Guds Ord og lære. Men det er sådan set aldrig prædikanten, der hersker. Guds Ord, som prædikanten forkynder, skal herske i de spørgsmål, hvor Guds Ord har en befaling. I andre sager hersker menigheden selv. Men menigheden skal lade kærlighedens lov råde. Og Skriften lærer os, hvad kærlighed er (jf. til 1 Kor 13).
Sådan burde det være, men sådan går det ikke, med mindre Guds Ånd får lov at bekæmpe vores syndige natur. Af egen erfaring ved vi altså, at det var velbegrundet, at Jesus måtte gå til Jerusalem og lide og dø for vore synder. Selv i kirkens tjeneste truer synden med sin ødelæggende indflydelse. Ja, netop i kirken, hvor vi taler så meget om tilgivelse og næstekærlighed, kan synden drive sin ødelæggende virksomhed under dække af at “tjene” og “være velgører.” Det er dog ikke næstekærlighed, der tillader den slags, som man ellers kunne få indtrykket af i Kristeligt Dagblads artikel “Næstekærlighed gør kirken konfliktsky.” Talen om næstekærlighed bliver bare et dække og et skjold, man holder op for at kunne udøve sit magtbegær.
Næste søndags prædiketekst minder os altså om, at synd ikke kun er synd mod sjette bud, selv om det i øvrigt ofte følger med magtsyge. Vores syndige begær, som vi er født med ifølge Den augsburgske Bekendelse, slår ud på mange måder – altså også i ledelsesspørgsmål. Den synd bar Jesus også op på korset på Golgata. Men som med al anden synd skal det så også lyde: Gå bort og synd fra nu af ikke mere! Jesus mener det naturligvis, når han siger: “Sådan skal I ikke være!” (v. 26).
Mere om Jesu eget eksempel (v. 27)
Her Skærtorsdag aften henviser Jesus til sin egen tjeneste: med fodvaskningen (Joh 13,1-17) og med tjenesten med Nadverens sakramente. Ingen har nogensinde været en større tjener, end Jesus som tjente på den måde. Han, ved hvem alt blev til og som bærer alt med sit mægtige ord, vaskede disciplenes fødder. Og han gav dem sit legeme og blod, hvormed han dagen efter gjorde fyldest for deres synder, ja, for al verdens synd. Og sådan er Jesus også til stede i menigheden i dag.
Så har menighedens tjenere, prædikanterne, lærerne og hyrderne, præsterne, eller hvad de nu kaldes, heller ingen større tjeneste end den at forkynde Guds Ord og særligt evangeliet og forvalte sakramenterne. For gennem disse midler giver Gud Helligånden og virker den retfærdiggørende tro, hvor og når det behager Gud (Den augsburgske Bekendelse, art. 5).
Men i tillæg til tjenesten med evangeliet må menighedens tjenere gøre præcist, sådan som Jesus gjorde. Han var bestemt ikke deres slave, men han tjente dem, som om han var det. Han viste dem, at en Ordets tjener må tjene menigheden og sine kolleger på både den ene og den anden måde.
Sådan viste Paulus det også i praksis: “Skønt fri og uafhængig af alle har jeg gjort mig selv til alles tjener for at vinde så mange som muligt” (1 Kor 9,19). Det betød ikke, at Paulus gik på akkord med evangeliet (1 Kor 1,18-4,21; 1 Kor 15) eller etikken (f.eks. 1 Kor 5). For evangeliets og vranglærernes egen skyld skal vranglærere afvises (Rom 16,17; Tit 3,10f), og for både syndernes og menighedens skyld skal ubodfærdige syndere afvises (1 Kor 5).
Det er trist, at evangeliets tjenere alt for ofte hellere vil være stor i verdens øjne end de vil varetage denne store tjeneste. Det er sørgeligt, at prædikanter alt for tit hellere vil opfattes som nogle, der gør vel på verdens måde, end dem, der gør vel med evangeliet og sakramenterne.
Jesus overdrager riget til apostlene (v. 28-30)
På trods af denne alvorlige irettesættelse – og i virkeligheden for sin egen og evangeliets skyld – kan Jesus nu skifte emne.
Disse syndere, der adskillige gange stredes om magt og ære, blev dog hos Jesus under hans prøvelser, omend ingen af dem vil blive der helt til det sidste (Matt 26,31; Mark 14,27; Joh 16,32; Zak 13,7).
På samme måde som de har taget del i Jesu fornedrelse, skal de få del i Jesu ophøjelse. Jesus overdrager Riget til apostlene, på samme måde som Jesu Fader har overdraget det til ham. Ordet basileia kan betyde ‘det at være/herske som konge,’ ‘det rige, en konge hersker over.’ Selv om det her er brugt uden artikel, kan der være tale om det rige, som der kun findes ét af, evangeliets rige. Men det er også muligt, at der er tale om ‘herredømme,’ i betydningen ‘at være og herske som konge(r).’ Jesus siger jo rent faktisk, at de skal ‘dømme Israels tolv stammer’ (jf. Matt 19,28), men der må være tale om en æresposition, for ifølge Det nye Testamente er det helt entydigt Jesus og ham alene, der skal dømme (jf. Matt 25,31-46; ApG 10,42 og 17,31, jf. her). De vil få del i Jesu status.
Formålet eller snarere følgen er ifølge v. 30, at de skal spise og drikke ved Jesu bord i hans rige, sådan som de nu har spist og drukket ved Jesu bord i denne verden, og de skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer. Fornedrelse skal altså afløses af ophøjelse, men netop i den rækkefølge.
Israels tolv stammer omfatter Israels tolv stammer i egentlig betydning, men det omfatter naturligvis også kirken, det nye Israel (jf. Åb 7 og Gal 6,16).
Talen om at dømme Israels tolv stammer kunne måske give anledning til at at overveje, om Jesus tænker på at dømme i kirkens tid. Kirken skal jo faktisk dømme deres egne i egne sager, men kun i egne sager (1 Kor 5,3.12f). Om ‘Israels tolv stammer’ handler om kirken, det nye Israel, kunne der måske være tale om den slags dømmen. Det er blot meget vigtigt, at det ikke udlægges på en måde, der fører til den hersken, som Jesus har afvist ovenfor.
Drejer det sig om deres tjeneste her i tiden, skal apostlene altså selv spise og drikke ved Herrens bord, og de skal være åndelige dommere, dvs. dømme med Guds ord. Denne tolkning er dog nok noget mere usikker.
Et særligt ord til Peter, der gerne ville være førstemand (v. 31f)
I de sidste to vers taler Jesus til Peter, men ordet “jer” viser jo, at Jesus taler om alle apostlene. Satan har bedt om dem – ligesom han bad om at få Job – for at ‘sigte’ dem ‘som hvede.’ Satan var ikke tilfreds med at have vundet Judas Iskariot (Kretzmann). Han ville udsætte dem for prøvelser, der ikke var mindre end Jobs. Som hvede, der er blevet tærsket og nu kastes op i luften for at skille dem fra avnerne, sådan vil Satan forsøge, om han kan få dem til at falde fra. For en tid lykkes det med Simon, ja, med alle apostlene, men særligt med Simon. Det er sikkert derfor, Jesus bruger Simons gamle navn (Kretzmann). Djævelens fristelser er altid alvorlige og i ordets egentlig betydning dødsensfarlige.
Heldigvis skulle Peter ikke strid i egen kraft. Jesus har bedt for Peter om, at hans tro ikke svigter. Han skal nok svigte Jesus og fornægte ham, men han vil omvende sig. Han skulle altså ikke miste troen for evigt – takket være Jesu forbøn. Sådan beder Jesus for alle sine, at de ikke må falde fra.
Når Peter omvender sig, skal han ikke herske, men tværtimod styrke sine brødre, nemlig med evangeliet. Hebræerbrevets forfatter taler også om at styrkes ved nåden: “Lad jer ikke føre på afveje af alle mulige fremmede lærdomme; for det er godt, at hjertet styrkes af nåden og ikke af en bestemt slags mad, som aldrig har gavnet dem, der lagde vægt på det” (Hebr 13,9).
Peter gjorde, som Jesus befalede ham. Han forkyndte og lærte evangeliet i rigt mål (jf. ApG 2-12; 15; 1 og 2 Pet). Peter lærte også sine brødre at leve i kærlighed (jf. 1 Peters brev).
Større tjeneste kunne ingen få, og større tjeneste har ingen i dag.