Evangelierne har fire steder om ægteskab, skilsmisse og gengifte. Dertil kommer Joh 2,1-12 om bryllupsfesten i Kana samt nogle lignelser med temaet bryllup(sfest). En hurtig læsning viser, at Jesus principielt lærer, at ægteskabet er et selvfølgelig og livslangt forhold mellem én mand og én kvinde. Der er dog et par undtagelser. For det første er der nogle, der ikke er egnet til at indgå ægteskab. En anden undtagelse, den såkaldte utugtsklausul, er mere omstridt.
Jesu såkaldte utugtsklausul i Matt 5,32 og 19,9
Markus og Lukas gengiver udsagn af Jesus, som ikke siger noget om undtagelser, der giver adgang til skilsmisse og gengifte. Udsagnene er generelle (Mark 10,11f; Luk 16,18).
To udsagn hos Matthæus, Matt 5,32 og Matt 19,9, er imidlertid klare nok. “Utugt” er en undtagelse, som giver adgang til skilsmisse og nyt ægteskab. Det er jo en begrundelse, som kristne helst ikke skulle kunne påberåbe sig. Men foreligger der utroskab, åbner Jesus altså mulighed for skilsmisse og gengifte (jf. indlægget “Ægteskab, skilsmisse, gengifte og cølibat i Matthæusevangeliet.”)
Det er imidlertid ikke usædvanligt, at utugtsklausulen i Matthæusevangeliet kræves ignoreret med henvisning til Paulus, som taler om at blive skilt eller at blive forligt med sin mand. En udtrykkelig undtagelse kan dog ikke ophæves af generelle udsagn, men kun af en udtrykkelig ophævelse af undtagelsen. En sådan ophævelse finder vi ikke i Det nye Testamente, heller ikke hos Paulus. Men bortset fra det vil jeg i det følgende undersøge, om Paulus rent faktisk har et generelt udsagn, der forbyder skilsmisse og nyt ægteskab i alle situationer.
Modsiger Paulus Jesus i 1 Kor 7,10f?
Som nævnt påstås det af og til, at Paulus direkte forbyder skilsmisse i 1 Kor 7,10f. I så fald annullerer Paulus faktisk Jesu tilladelse i Matt 5,32 og 19,9. Men jeg mener faktisk ikke, der er grundlag for den påstand. Paulus henviser jo faktisk også direkte til Herrens befaling i 1 Kor 7,10. Det ville være underligt, hvis Paulus faktisk modsagde Jesus. I det følgende vil jeg trække nogle hovedtræk frem fra en analyse, som Martin Chemnitz skrev i et værk, der udkom i 1565-1573 (Examen Concilii Tridentini).
Hvilken situationer taler Paulus om?
Hvad er det for situationer, Paulus taler om? Paulus siger, at en kvinde ikke må skille sig fra sin mand, men hvis hun er blevet det, så skal hun enten forblive ugift eller ‘lade sig forlige med sin mand’ (direkte oversættelse).
Ægtefællen er ikke blevet gift igen, for så ville der jo foreligge utroskab, der gør det muligt at få skilsmisse og gifte sig igen ifølge Jesus selv.
Paulus taler altså kun om de konflikter, hvor der ikke er utugt involveret. I disse tilfælde skal den kristne ikke lade sig skille.
En bedre tolkning end den, der skaber en modsætning mellem Matt 5,32; 19,9 og Paulus, er altså, at Paulus her taler om en situation, hvor problemet ikke er utugt, men andre stridigheder. I en sådan situation har kristne ikke adgang til at kræve skilsmisse med efterfølgende nyt ægteskab.
Denne tolkning underbygges af Paulus’ ordvalg: ‘eller lade sig forlige med sin mand,’ som der egentlig står. Det er sprogligt set parallelt til ‘at lade sig forlige med Gud.’ Udsagnsordet findes i såvel aktiv som passiv i 2 Kor 5,18-20, men bruges også i Rom 5,10 i passiv. Et sprogligt beslægtet ord er brugt i Matt 5,23f.
Det er naturligvis ikke Gud, der har forbrudt sig. Det er os. Derfor skal vi lade os forlige. Det er dog Gud, der tager initiativet til det. På samme måde er det kvinden, der har forbrudt sig og derfor skal lade sig forlige.
Hvis manden havde været utro, var det i øvrigt heller ikke hustruen, men ham selv, der skulle søge forligelse.
Derfor er situationen, at en kvinde har forladt sin mand på grund af andre stridigheder end utugt. Stridighederne er hun selv årsag til. Derfor er der ikke adgang til skilsmisse. 1 Kor 7,10f modsiger altså ikke Matt 5,32 og 19,9.
Hvad skal man i disse situationer?
I de situationer, hvor der ikke er utugt involveret, skal man altså enten leve ugift eller lade sig forlige. Det er formentlig baggrunden for, at der i gamle dage var et krav om, at man skulle til mægling hos præsten, førend man kunne få bevilget skilsmisse.
Det var på flere punkter faktisk en god ordning. Der er utvivlsomt en del ægteskaber, der er blevet reddet på grund af den regel.
Kravet om enten at leve ugift eller lade sig forlige tager alvorligt, at Jesus lærer os, at vi ikke skal adskille det, som Gud har sammenføjet. Men som sagt er der altså en undtagelse i tilfælde af utugt. Men faktisk er der en undtagelse mere.
1 Kor 7,12f: Endnu en undtagelse
Når ægtefællen er vantro
I 1 Kor 7,12f fortsætter Paulus med at slå fast, at kristne ikke skal søge skilsmisse, fordi ægtefællen ikke er kristen. For en anden religion er ikke “utugt,” og derfor er skilsmisse ikke tilladt af Jesus. Men omvendt er man ikke bundet, hvis den ikke-kristne ægtefælle vil skilles.
Nogle vil mene, at “ikke bundet” ikke betyder, at man er fri til at gifte sig igen. Hertil er blot at sige, at det er sprogligt muligt, at Paulus taler om ikke at være bundet i betydningen at være fri til at indgå nyt ægteskab (jf. Rom 7,2).
Den kristne frihed
Det er altså en mulig tolkning, at en, der er skilt, fordi en vantro ægtefælle har forlangt det, har lov at gifte sig igen. Når det er tilfældet, har vi ikke ret til at give kristne i denne situation dårlig samvittighed over at gifte sig igen. Her har vi altså den anden undtagelse, der giver mulighed for gengifte.
Jeg mener i øvrigt, at det er mere end en mulig tolkning. Ud fra parallellen til Rom 7,2 og 1 Kor 7,39 anser jeg det for at være en meget sandsynlig tolkning.
1 Kor 7,39: En enke(mand) er fri til at gifte sig på ny
For fuldstændighedens skyld skal det nævnes, at Paulus udtrykkelig tillader nyt ægteskab, dersom ens ægtefælle dør (jf. Rom 7,2 og 1 Tim 5,11-14). Paulus tilføjer dog: “blot det sker i Herren.” Det kan næppe betyde, at man aldrig må indgå ægteskab med en ikke-kristen. Men det betyder utvivlsomt, at man ikke skal indgå ægteskab med en, der ikke fuldt og helt vil respektere, at man er kristen, går til gudstjeneste på søn- og helligdage og studerer sin Bibel.
I tråd med hele kapitlet anfører Paulus dog, at man vil være lykkeligere, hvis man forbliver ugift (1 Kor 7,40).
Princippet og de to undtagelser
Jesus og Paulus er – selvfølgelig – enige om at værne om ægteskabet. Og det er en væsentlig opgave at begrænse skilsmisse og utroskab.
Men vi må ikke begrænse den frihed, kristne rent faktisk har ifølge Skriften. Den har de i to tilfælde: Hvis begrundelsen er utugt eller hvis ægtefællen er vantro.
Efterskrift: Paulus om ægteskabet i 1 Kor 7,1ff
Det er bedst ikke at røre en kvinde (v. 1)
Paulus’ udredning i 1 Kor 7 begynder med, at han siger, at det er godt for en mand ikke at røre en kvinde (v. 1). Som det fremgår af v. 7f, så Paulus helst, at alle havde det som ham, men det kræver, at det er blevet en givet. Paulus er dermed på linje med Jesus i det stykke (jf. Matt 19,12). Omend det ikke er et påbud fra Herren, anbefaler Paulus, at man ikke ændrer på sin ægteskabelige status (1 Kor 7,27). Men det er ikke nogen synd, at en jomfru, en ugift, gifter sig (1 Kor 7,28.36).
Jeg vil i denne sammenhæng ikke gå ind i en mere detaljeret analyse af, hvorfor Paulus helst så, at alle havde det som ham. Men et par antydende bemærkninger er dog på sin plads. Paulus er udmærket klar over, at han er en af undtagelserne. I 1 Kor 7,26 taler Paulus om den nød eller nødvendighed, som allerede er en realitet (jf. 1992-oversættelsen) eller som står for døren (1948-oversættelsen). Tiden er kort eller afkortet (1 Kor 7,29). Men hvad Paulus nærmere har tænkt på, ved vi egentlig ikke. Et ægteskab vil medføre verdslige trængsler (1 Kor 7,28) og bekymringer, som Paulus gerne vil skåne de ugifte for (1 Kor 7,32). Desuden kan en enlig vie Herren alle sine tanker (v. 32.34a). Forudsætningen er, som det fremgår af 1 Kor 7,1ff, at han har nådegave til det. Er man derimod gift, så har man fået og påtaget sig andre hensyn, nemlig ens ægtefælles (1 Kor 7,33.34b).
Generelt fremgår det af Det nye Testamente, at ægteskab og seksualliv ikke er evige institutioner. Jesus fastslår nemlig, at “I opstandelsen hverken gifter man sig eller giftes bort, men er som engle i himlen” (Matt 22,30). I 1 Kor 15,44 fremgår det også, at der vil være en principiel forskel på det legeme, der lægges i graven, og det legeme, der skal opstå. Det første er et sjæleligt legeme, det andet et åndeligt legeme.
Luther er bl.a. kendt for at have givet præsterne og munkene deres gudgivne ret til at gifte sig tilbage. Men i forelæsningerne over 1 Mosebog fremgår det også, at Luther var helt klar over, at ægteskab ikke var en evig institution. Det var dog en institution, som Gud havde befalet og velsignet. Det er altså en gudvillet institution, så længe denne verden står.
Det kan være derfor, Paulus relativerer ægteskabet, som jo ellers høre til skaberordningerne i denne verden. Denne verden og dens ordninger skal gå til grunde (1 Kor 7,29-31).
Ægteskab og seksualliv er ikke synd (v. 2)
Ægteskab er dog aldrig nogen synd (1 Kor 7,36), omend man også handler godt eller rigtigt, ja, bedre, hvis man ikke lader en jomfru gifte sig (1 Kor 7,37f).
Endnu tydeligere er Paulus i 1 Kor 7,2-4, hvor han direkte siger, at enhver mand og kvinde skal have sin egen ægtefælle, som man skal have et seksualliv sammen med, for at undgå utugt. Det er helt på linje med Jesus, som siger, at ikke alle kan rumme tanken om at være ugift (Matt 19,10-12). Bortset fra korte perioder til bøn, skal ægtefæller ikke unddrage sig hinanden. Det kan nemlig føre til, at Satan frister dem, fordi de ikke kan leve afholdende, dvs. uden sex (1 Kor 7,5). Det er dog ikke nogen befaling, men en indrømmelse (1 Kor 7,6). “Det er bedre at gifte sig end at brænde af begær” (1 Kor 7,9).
‘Jomfruerne’ eller ‘de unge piger’ i 1 Kor 7,25-40
Der er en stor diskussion om, hvem Paulus egentlig tænker på i 1 Kor 7,25ff, hvor han bruger ordet parthenos, som normalt oversættes med ‘jomfru’ og refererer til ‘en ung ugift kvinde, der ikke har haft samleje.’
Om det er en fader og hans ugifte døtre, eller det er en en trolovet kvinde, som endnu ikke er flyttet sammen med sin mand og derfor stadig er jomfru i vores normale betydning af ordet, er svært at sige, når det gælder 1 Kor 7,25ff. I 1 Kor 7,34-38 er der derimod tale om en, der hverken er gift eller trolovet. Det kan vel betyde, at v. 25ff handler om en far og hans endnu ikke gifte døtre. Det samme er også den naturlige forståelse af v. 38, hvor den normale betydning af det græske ord (gamizô) ikke er ‘gifte sig,’ men ‘bortgifte’ eller ‘give til ægte.’
For spørgsmålet om skilsmisse og nyt ægteskab er det dog ikke afgørende.