bLogos

Drama og drabsplaner ‒ mesterlære og mission i Mark 3

I Markusevangeliet kapitel 3 tydeliggøres det for læserne hvad der ‒ måske ‒ kommer til at ske med hovedpersonen, samtidig med at det bliver klart at hovedpersonen fra starten har lagt langsigtede planer. Den modstand Jesus som hovedperson møder i de to første kapitler, bliver til et decideret drama da modstanderne vil have ham slået ihjel. Jesus derimod kalder 12 af disciplene til at gå i mesterlære hos ham. De skal hjælpe ham med hans virksomhed, og det vil vel kun gøre ham endnu mere populær. Konflikten øges. Der er drama i teksten, omend ikke hele tiden.

Drama

Hovedpersonen

Allerede i Markusevangeliet to første kapitler er det muligt at fremanalysere hvem hovedpersonen egentlig er. Dels fremgår det af hvad Jesus siger og gør, og dels fremgår det af de betegnelser Jesus og/eller Markus anvender. Det har jeg skrevet lidt om i de seneste tre indlæg: Hvem er HERREN (Mark 1,1-3)?, Menneskesønnen (Mark 2,10; 2,28) og Hvad skal afsnittet hedde (Mark 2,1-11)? Det er netop denne selvforståelse hos Jesus der får farisæerne og herodianerne til ikke kun at beslutte at han bør slås ihjel, men måske også at diskutere hvordan det kan føres ud i livet (Mark 3,6).

Religiøse anklager ser ud til at være en del af deres strategi. Vi har allerede set at de skriftkloge mente at Jesus spottede Gud og gjorde sig selv til Gud (Mark 2,7), og senere i kapitel 3 anklager de ham for at have uddrevet dæmoner med hjælp fra dæmonernes fyrste (Mark 3,22). At Jesus har slagkraftige svar står klart for både Jesu tilhængere og modstandere, men indtil videre drager de to grupper helt forskellige konklusioner. Kan det mon gå godt? Eller vil dette drama ende med at Jesus bliver en parentes i Israels historie?

Modstanderne

De to parter, farisæerne og herodianerne, rotter sig altså sammen skønt de er meget forskellige. Det er der sikkert adskillige grunde til, men først og fremmest den at de havde et fælles mål.

Farisæerne

Vi har allerede fået at vide at farisæerne er kritiske fordi Jesus sætter sig selv i Guds sted ved at bruge betegnelsen Menneskesønnen og ved sine handlinger og ord. Det støder an mod deres teologi, men det er også meget sandsynligt at den popularitet Jesus allerede har opnået, er en torn i øjet på dem. Både populariteten i sig selv, men også den trussel det kan være mod deres egen position og forhold til folket.

Herodianerne

Herodianerne har formentlig været fra en kreds der støttede Herodes den Store og støtter deres egen magt og indflydelse på arven fra ham og dermed forbindelsen til romerne. De bryder sig formentlig lige så lidt som den Herodes der forsøgte at få Jesus dræbt som spæd, om en person der synes at gøre krav på en kongelig status ‒ og tilmed gør det med så spektakulære undere og så slagkraftig tale som Jesus. Herodes Antipas regerer jo i Galilæa og Peræa. Under alle omstændigheder gør farisæerne og herodianerne fælles sag mod Jesus.

Det skal dog bemærkes at det faktisk ikke var alle farisæere der gjorde fælles sag mod Jesus. Lukas nævner at nogle farisæere advarede Jesus (Luk 13,31). Til gengæld gjorde Jesus heller ikke meget for at komme dem i møde, men kritiserede dem igen og igen (Mark 7,1-23; Mark 8,13-21; Mark 10,1-12; Mark 12,13-17; Matt 5,20; Matt 21,33-45 og Matt 23). Det havde Johannes Døber også gjort (Matt 3,7-12). Som bekendt videreførte Paulus farisæernes kamp ved benhårdt at bekæmpe de kristne indtil han blev omvendt (ApG 8,1; ApG 9,1ff og Fil 3,5f).

Hvem lykkes?

Men vil det mon lykkes? Det er ikke svært at se som et drama: Magtfulde modstandere vil udrydde Jesus, men vil det lykkes dem? Kan det lykkes for dem hvis Jesus virkelig er den hans ord og gerninger tyder på, og som den populære Johannes Døber kunne være en forløber for? Altså hvis Jesus ikke blot var et specielt menneske, men et guddommeligt menneske ‒ menneske og Gud? Dette spørgsmål suspenderes i lange passager, men får mere og mere opmærksomhed i anden halvdel af Markusevangeliet.

Mesterlære

Jesus etablerer ikke et forsvar med sikkerhedspersonale imod disse magtfulde modstandere, men koncentrerer sig i stedet om at organisere og udvikle sit eget projekt. Hans egne ord og handlinger var selvfølgelig helt centrale, men han knyttede også en gruppe disciple tæt til sig. Jesus begyndte at forberede kirkens mission ved at tage en større og en mindre flok i mesterlære.

Den store flok var på tooghalvfjerds, men nævnes kun hos Lukas (Luk 10,1-20). Den mindre flok er de tolv apostle, og de fik senere en global opgave (Matt 28,16-20; ApG 1,21f.26). Den løsning Jesus vælger, har ikke til hensigt at øge konflikten, men det bliver konsekvensen. Det handler bl.a. om popularitet.

Popularitet

Jesus ser ud til at være populær på grund af sine undere og sine slagkraftige ord. Han er jo fra Galilæa og var populær mange, men ikke alle steder. Men der kom også folk andre steder fra, for det var ikke kun farisæerne der var kommet fra Jerusalem og Judæa. I den store skare der fulgte Jesus, var der nemlig også folk der kom fra Judæa og Jerusalem, men desuden også fra Idumæa, fra egnene øst for Jordan og fra de to kystbyer nord for Israel, nemlig Tyrus og Sidon. Idumæa ligger syd for Judæa, og her boede folk der oprindelig havde boet i Edom på den anden side af Jordan. Herodes den Store var idumæer.

På den anden side af Jordan boede forskellige folkegrupper; der lå bl.a. ni af de hellenistiske ti byer: Dekapolis. I Dekapolis’ byer boede der også en del ikke-jøder, for mange af disse byer var slet ikke ubetydelige flækker. Allerede på dette tidlige tidspunkt var der også folk helt fra Tyrus og Sidon der fulgte Jesus. Vigtige handelsveje gik forbi eller igennem Galilæa til Tyrus og Sidon, og der var i det hele taget en del trafik til og fra disse byer så snart man skulle vestpå til fx Rom. Det ville ikke have taget mange dage for rygterne at sprede sig, men naturligvis drog folk ikke fra Tyrus og Sidon til egnen omkring Kapernaum blot fordi de havde hørt et løst rygte.

Grænser for ønske om popularitet

Denne popularitet afviste Jesus ikke, men når de urene ånder ville kalde ham for »Guds Søn«, forbød han det (Mark 3,11f). Det var for tidligt af flere forskellige grunde som vi ikke kan komme ind på lige nu. Efter min opfattelse har det at gøre med det som udgør dramaet i Markus’ fortælling. Før Jesus ville kendes som Guds Søn, skulle folk vide hvad hans opgave var.

I stedet for at blive hos den store skare steg Jesus op på bjerget ‒ måske Hermon-bjerget ‒ og kaldte nogle disciple til sig (Mark 3,13). Det handlede om at være lidt alene, men det handlede måske også lidt om at han skulle aflastes. Og der var et perspektiv som rakte meget længere frem. Det står i al fald klart når man kigger på hvad der senere skete, ligesom GT har et globalt perspektiv (fx 1 Mos 12,3; Sl 48,11; Es 49,6; ApG 1,8; ApG 13,47).

Kaldelsen af de tolv apostle

»Han valgte tolv, som han kaldte apostle, for at de skulle være sammen med ham, og for at han kunne sende dem ud for at prædike og have magt til at uddrive dæmoner.« (Mark 3,14-15)

Apostel betyder befuldmægtiget udsending. Jesus udvalgte altså tolv som han ville bemyndige og udsende. En sådan bemyndigelse giver ikke megen mening hvis fuldmagtsgiveren dør. Faktisk bortfalder den ‒ normalt. Mon det var et fingerpeg om at Jesus havde planer som farisæerne og herodianerne ikke kunne stoppe? I dag kender kirken svaret, det samme svar som Markusevangeliets. Men i tekstforløbet ved vi det endnu ikke. Bliver det et godt budskab, eller ender det som en tragedie?

At være sammen med Jesus

Jesus valgte de tolv »for at de skulle være sammen med ham« (v. 14a). Den første forudsætning var altså at de skulle følges med ham: lære ham at kende og være vidne til hvad han sagde og gjorde, og til hvad der skete med ham. Det bekræftes af at da man skulle finde en erstatning for Judas der forrådte Jesus, er det et krav at han skal have været med lige fra da Johannes døbte Jesus, og til Kristi himmelfart (ApG 1,21). Det gælder derimod ikke disciple og de lærere og hyrder der siden har forkyndt Jesu og apostlenes budskab. De skal derimod lære Jesus at kende gennem hans og apostlenes ord og med bistand af Helligånden. Det tog tid førend de indså hvilket drama de var med i, men ingen af dem nåede i første omgang at acceptere deres egen rolle i dette usædvanlige drama førend det var for sent.

At prædike

Men apostlene skulle mere end blot være hos Jesus og iagttage hvad han sagde og gjorde. Apostlene skulle også prædike og have magt til at uddrive dæmoner (v. 14b-15). At prædike er at forkynde i betydningen at man gør det klart og offentligt for dem der skal have budskabet. Indholdet af denne forkyndelse ville de utvivlsomt få direkte af Jesus ‒ og af Skrifterne, altså GT, sådan som de fik dem formidlet af Jesus.

Det centrale i deres forkyndelse ville Jesus undervise dem om senere ‒ det kommer da Peter først har aflagt en klar bekendelse om hvem Jesus egentlig var (fra Mark 8,31). Denne undervisning forstod de dog først da de så hvad det var Jesus egentlig talte om. Det bør ikke overraske nogen at elever eller studerende ikke forstår alt med det samme. Endnu mindre bør det overraske at apostlene havde svært ved at fatte et budskab der nok var forkyndt i nogle af GT’s profetier, men som alligevel var helt fremmed for den menneskelige tanke, som Paulus også er inde på i Første Korintherbrev.

At uddrive dæmoner eller urene/onde ånder

Apostlene skulle ikke kun forkynde; de skulle også »have magt til at uddrive dæmoner«. Det er et tema Markus understreger mere end de andre evangelister. Faktisk er der fem beretninger med dette tema, og nogle af dem er ganske udførlige.

Jesu dæmonuddrivelser

Jesu første under er uddrivelsen af en uren ånd (Mark 1,21-28), et under der straks gjorde ham kendt i hele Galilæa. Umiddelbart efter kaldelsen af de tolv apostle får vi diskussionen om hvor Jesus har sin magt til at uddrive onde eller urene ånder fra (Mark 3,19-30). Det var åbenbart ikke muligt for Jesu modstandere at benægte at Jesus faktisk uddrev onde eller urene ånder.

Senere i kapitel 5 får vi den meget lange beretning om at Jesus uddriver en usædvanlig stærk uren ånd. Den vidste også hvem Jesus var (5,7). Det kostede omkring 2.000 svin livet at redde denne mand fra denne urene ånd. Han fortalte om sin udfrielse i Dekapolis ‒ på Jesu opfordring (5,19). Deri er der en pointe som jeg kommer tilbage til senere. En tid senere er Jesus oppe ved Tyrus, og her uddriver han en uren ånd fra en lokal kvindes datter (7,24-30). To eksempler på at Jesus ikke kun tænkte på jøderne.

Mesterlære i dæmonuddrivelse

Da Jesu disciple ‒ apostlene var i al fald en del af dem (jf. 9,28) ‒ rent faktisk selv skulle uddrive dæmoner, kunne de ikke i første omgang. Det udgør et længere afsnit i 9,14-29. Andre kunne til gengæld (9,38-40). Faktisk følger der en længere advarsel i forlængelse af at apostlene ville forhindre en i at uddrive dæmoner fordi han ikke fulgtes med Jesus og apostlene (9,41-50). Endelig er der to henvisninger i den lange omdiskuterede afslutning af Mark 16,9-17.

Det er meget tankevækkende at dette tema fylder så meget. En nærmere analyse må vente til en anden gang. Men vi kan i al fald med sindsro slutte at det ikke kun var sygdom i almindelig forstand og død Jesus kom for at hjælpe med. Jesus kom også for at hjælpe dem der af den ene eller anden grund var kommet under åndsmagters kontrol. Det er der mange vestligt orienterede der betragter som overtro.

Dem der har mødt besatte i den vestlige verden eller i de lande hvor missionsselskaberne arbejder eller har arbejdet, har helt klart en helt anden holdning. Disse mennesker skal også hjælpes, men de kan ikke hjælpes med den hvide mands medicin eller med terapi ‒ og da slet ikke af mange kulturers »traditionelle« medicin. Kristi magt, bøn og faste er nødvendigt ‒ hvis man ellers er sikker på hvad man har med at gøre. Det er ikke noget man skal tage let på, og det gjorde hverken Jesus eller apostlene.

Drama og mesterlære

Lykkes det for farisæerne og herodianerne at føre deres drabsplaner ud i livet? Hvilken rolle spiller Jesu fæller der fulgte ham det meste af vejen? Ikke hele vejen i første omgang, ved vi jo godt hvis vi har hørt lidt om Jesus tidligere, eller hvis vi bare har hørt eller læst ét af evangelierne. Det var ikke apostlenes opgave at forhindre det som Jesus var kommet for. Det indgik naturligvis ikke i deres opgaver

Hvis de ville, kunne de så forhindre de planer Jesu modstandere lagde? Kunne Jesus selv? Ville Jesus selv? Det svarer evangelierne, også Markusevangeliet på, men det må vente til en anden gang. Hvordan ville det gå med den mesterlære til mission som Jesus havde kaldet dem ind i? Det svarer Apostlenes Gerninger og resten af NT til dels på ‒ selvom det faktisk kan undre at vi egentlig ved så lidt om hvordan mange af apostlene førte deres opgave ud i livet.

Hvem går af med sejren i Markusevangeliets drama?

Rent fortælleteknisk er der i al fald lagt op til et vældigt drama: Hvem går af med sejren? De religiøse ledere og folkene tæt på kredsene omkring Herodes-familien? Eller Jesus hvis han nu brugte den helt usædvanlige magt som man allerede havde hørt om både i Israel og de omkringliggende magtområder? Dette drama er et af de temaer som Markusevangeliet rummer. Ja, det er vel det primære tema eller plot, om man vil. Hvis man vil vælge ét af evangelierne til at læse op for folk der endnu ikke har lært ret meget om kristendommen, er Markusevangeliet måske den mest velegnede fordi det er let at følge med i det store drama i Markus’ fortælling.

* Billedet stammer fra en billedsamling jeg har købt adgang til, og må ikke kopieres. Se BiblePlaces.com.

Hvad skal afsnittet hedde (Mark 2,1-11)?

Traditionelt kaldes afsnittet Mark 2,1-11 vist »Helbredelse af den lamme mand« el.lign., og en lam mand bliver jo virkelig helbredt. Men spørgsmålet er om det er den helt rigtige overskrift. For det første forsvinder den handlende ud af billedet ‒ det kan jo ske når man skriver korte overskrifter, og alle ved hvem der er den handlende. Men hvis man har plads nok til rådighed, skal den handlende med. Det er ifølge 2,10 ›Menneskesønnen‹ ! Så et forslag kunne være »Menneskesønnen helbreder en lam mand«. Men måske skal vi lige se på om oversættelsen ›Menneskesønnen‹ nu også er den bedste ‒ og hvad betegnelsen i så fald dækker over.

Betydning af betegnelsen ›menneskesønnen‹

Skulle man komme til at slå op på lex.dk og læse opslagene om Menneskesønnen/Jesus Kristus ‒ det skal man helst ikke for at være helt ærlig ‒ så skulle betegnelsen ›Menneskesønnen‹ og nærmest betyde ›man‹. Det tror jeg ikke man behøver at være enig i. Og her i Markusevangeliet betyder det i al fald ikke ›man‹.

›Menneskesønnen‹ ‒ et guddommeligt menneske

Menneskesønnen er en betegnelse der stammer fra Dan 7,13f. Han får et evigt herredømme. Det tolkes jo ofte om det vi kalder dommedag ‒ her i Mark 8,38; 13,26 og 14,62. Det er altså Jesu komme i herlighed der er tale om. I Dan 7,13f er der tale om en der så ud som menneskesøn, dvs. et menneske. Det der med at se ud som, betyder ikke at skikkelsen ikke er et menneske, men det er en fortsættelse af billedsproget tidligere i kapitlet hvor konge(riger) sammenlignes med dyr. Lige så vigtigt er at dette menneske kommer ›med himlens skyer‹, for i GT er det ellers kun Gud der kommer med (i, på) himlens skyer. Menneskesønnen er altså et menneske der beskrives som guddommelig. Det svarer til at det om Kristus siges at han er både Davids søn og Davids Herre (Matt 22,45). Dette guddommelige menneske bliver ophøjet i Dan 7,13f.

Menneskesønnen, helbredelse og syndernes forladelse

Med den baggrund er det måske overraskende at komme til Markusevangeliet, og jo mere jeg læste frem og tilbage, jo mere overrasket og glad blev jeg egentlig.

Her i Markus møder vi nemlig betegnelsen ›Menneskesønnen‹ for første gang i Mark 2,1-11. Jeg kom til at spørge mig selv hvad der egentlig er hovedpointen, det vigtigste i 2,1-11? Når det nu åbenbart ikke er Menneskesønnens ophøjelse, sådan som man kunne tro med Dan 7,13f i baghovedet?

Hvad er hovedpointen? Er det at Jesus helbreder den lamme? Det er i al fald vigtigt, for det er et synligt bevis på at Jesus har guddommelige kræfter. Men er det det vigtigste?

Hvad er det vigtigste? Hvad skal afsnittet hedde?

Lad os lige se kort på afsnittet. Jesus ser mændenes tro og giver den lamme mand syndernes forladelse. Var det først og fremmest det den lamme mand kom for at få? Og hvem tog egentlig initiativet?

Det er nemt at få den tanke at det var dem der bar den lamme. Men hvor vigtige de end er, gør teksten ikke meget ud af at det sker på deres initiativ, og i al fald slet ikke at det skete uden den lamme mands accept. Men egentlig er der ingen grund til at tro at den lamme mand ikke var helt med på idéen, og han kan også sagtens have været initiativtager. Det var trods alt ham der havde problemet. Så »deres tro« skal forstås helt bogstaveligt. Det var både den lammes og hans venners tro Jesus så. Men også den lamme mands.

Men hvilket problem havde han? Kom han for at blive helbredt? Eller for at få syndernes forladelse? Eller begge dele?

Måske kom han først og fremmest for at få syndernes forladelse, for det er i al fald det der fylder langt det meste af Mark 2,1-11.

Faktisk synes jeg man burde overveje om afsnittet burde have overskriften »Jesus, Menneskesønnen, giver en lam syndernes forladelse« eller i al fald »Menneskesønnen giver en lam syndernes forladelse«.

Da den lamme mand rejste sig og tog sin båre, var han en tilgivet synder og kunne derfor se frem til Menneskesønnens ophøjelse med frimodighed.

Om han i et minut eller to blev skuffet, ved vi jo ikke. Det har jeg måske altid tænkt, men er det nu udtryk for hvad teksten egentlig siger? Eller måske lige så meget et udtryk for at helbredelse let går hen og bliver vigtigere end syndernes forladelse?

De lærde mukker

De skriftlærde mukker i stedet for at glæde sig over at en synder er blevet tilgivet: Det er kun Gud der kan tilgive syndere! Ja netop. Det er egentlig også Gud der helbreder sygdom, fremgår det flere steder i GT, måske ikke mindst i Sl 103,3: »Han tilgiver al din skyld, helbreder alle dine sygdomme.«

Det giver mening at Jesus bruger udtrykket Menneskesønnen, for han er Gud-Menneske. Men her er pointen altså ikke at han kommer i herlighed og bliver ophøjet, men at han er kommet for at tilgive synder(e). Senere kommer Jesus ind på hvad der egentlig skal til for at syndernes forladelse kunne uddeles, bl.a. i Mark 10,45. I en ny bog, A Ransom for Many: Mark 10:45 as a Key to the Gospel (Lexham Press, 2022), som jeg endnu ikke har læst, argumenterer John Lee og Daniel Brueske for at det er en nøgle til Markusevangeliet. Mark 10,45 er i al fald vigtig når man skal forstå hvad Menneskesønnens opgave er. Uden syndernes forladelse ved tro på Jesus kan ingen møde den ophøjede Menneskesøn og slippe godt fra det.

Læserne oplæres i at forstå betegnelsen ›Menneskesønnen‹

I Mark 2,28 får vi lige genopfrisket at Jesus er Menneskesønnen, men ellers gemmes betegnelsen til kap. 8 og de efterfølgende kapitler. Heller ikke der er Menneskesønnens ophøjelse det handler om i første omgang, men derimod hans lidelse, død og opstandelse. Menneskesønnen ‒ Gud og menneske ‒ blev menneske for at lide, dø og opstå for at kunne uddele syndernes forladelse. Det er godt at have lært når man skal lære om ophøjelsen og dommedag.

Helbredelse og syndernes forladelse

Syndernes forladelse er usynlig ‒ selvom det ofte kan ses på dem der får syndernes forladelse ‒ men ikke helbredelsen. I den forstand er helbredelsen vigtig.

Men det er mindst lige så vigtigt at Menneskesønnen »Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden«. Og det er i al fald til at glæde sig over, ikke?

Menneskesønnen (Mark 2,10; 2,28)

›Menneskesønnen‹, som er en betegnelse der bruges to gange i Markusevangeliet kapitel 2 om Jesus, rummer en dybde man nemt kan overse hvis man ikke undersøger betegnelsens gammeltestamentlige baggrund.

Menneskesønnen i Mark 2

Markusevangeliet kapitel 2 rummer fire afsnit der hhv. handler om helbredelsen af en lam (2,1-12), kaldelse af Matthæus, her kaldet Levi (2,13-17), diskussion om faste (2,18-22) og arbejde på sabbatten (2,23-28). Men ligesom med indledning i Mark 1,1-3 rummer den gammeltestamentlige baggrund nogle dybder fortæller os hvem Jesus egentlig er.

Jesus tilgiver en lam mand hans synder, men for at bevise at han har bemyndigelse til det, helbreder han ham også. Det sker med ordene: »Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« (2,10).

Den allerførste gang Jesus bruger betegnelsen, handler det altså først og fremmest om myndigheden til at tilgive syndere ‒ en myndighed der egentlig tilhører Gud. Han kan uddelegere denne myndighed. De skriftkloge ‒ altså dem der var lærd i bl.a. bibelskrifterne ‒ forstod det også på den måde. »Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« (Mark 2,7). De mente derfor at han var en gudsbespotter, for at Gud skulle være blevet menneske, var uden for deres forestillingsevne ‒ uanset deres bibelstudier og uanset deres lærdom. Men Jesus svarede ved at helbrede en lam. Også det at helbrede var ifølge GT egentlig noget der tilkom Gud at gøre (Job 5,18; Sl 103,3; 2 Mos 15,26; 23,25). Jesus udfordrede dem altså igen, men nu på en måde hvor de uafviseligt måtte erkende at han gjorde hvad han sagde.

Jeg ser nærmere på Mark 2,1-11 i det næste indlæg: Hvad skal afsnittet hedde (Mark 2,1-11)?.

Menneskesønnen i resten af Markusevangeliet

Hvem er denne »Menneskesøn«? Det har der været stor diskussion om fordi Jesus bruger betegnelsen om sig selv adskillige gange. Lad os lige se på en oversigt: Menneskesønnen

har bemyndigelse eller magt til at tilgive synd (2,10)
er herre over sabbatten og kan bestemme hvad man må eller ikke må (2,28)
skal lide, forkastes af de jødiske ledere og lærde, slås ihjel, men opstå på tredjedagen (8,31, jf. 9,12.31; 10,33; 14,41), opstå fra de døde (9,9)
skal tage afstand fra nogle på dommedag (8,38)
skal tjene og give sit liv som løsesum for mange (10,45)
komme »i skyerne med megen magt og herlighed« (13,26 og 14,62)
»gå bort« i overensstemmelse med GT og forrådes (14,21) ‒ dog ikke uden konsekvenser for den der forråder ham

Som det fremgår, møder vi først udtrykket i Mark 2 hvor det handler om Jesu myndighed, men derefter først i kapitel 8. Disciplene og de 12 apostle har fulgtes med Jesus og lært ham at kende, også selvom de ikke helt forstod endnu hvad de havde lært. Det fremgår meget tydeligt da Jesus i kapitel 8 begynder at fortælle om at han skal lide, forkastes, forrådes, overgives til syndere og hedninger, dø, men derefter opstå. Apostlen Peter tog ham til side for at irettesætte ham (8,31-32a; 8,31b-32), hvilket fører til en yderst skarp irettesættelse: »Vig bag mig, Satan! For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.« (Mk. 8,33).

Menneskesønnen i Dan 7,13

Rent sprogligt betyder ›menneskesønnen‹ egentlig ›en der tilhører kategorien menneske‹, ligesom en ›lysets søn‹ er et menneske der hører til lyset. Det gør det efter alt at dømme også i Dan 7,13f hvor Daniel ser ›en der så ud som en menneskesøn‹ eller ›en der så ud som et menneske‹. Der er tale om et menneske, men det er et menneske der kom ›med himlens skyer‹ (Dan 7,13). Det er ikke hvem som helst der gør det. I GT er det faktisk Gud der kommer på den måde ‒ faktisk kun Gud. Dan 7,13 handler altså om et menneske der kommer på den måde Gud selv kommer på ‒ et menneske der optræder som Gud. Forklaringen er at han faktisk er både Gud og menneske. Ligesom det gælder Davids søn og HERREN i bl.a. 2 Mos 3, Sl 110 og Es 40 (jf. Hvem er HERREN (Mark 1,1-3)?).

Og Jesus og Markus kendte helt sikkert Dan 7,13f, for Mark 13,26 og 14,62 refererer til stedet.

Menneskesønnen ‒ en spændingsfyldt betegnelse

Men det er egentlig netop det der gør betegnelsen så spændingsfyldt. Menneskesønnen har myndighed og skal komme i/med/på himlens skyer efter at han givet sit liv til løsesum for mange, som vi ser i Mark 10,45. Frivilligt underkaster han sig den dybeste fornedrelse for at give sit liv som løsesum for mange, men engang skal han træde frem i al sin guddommelige herlighed og myndighed.

Det var meget for Peter første gang han hørte det, og selv ville han ikke dele kår med Jesus, men forrådte ham da det kom til stykket. Men det ændrede ikke på at han og apostlene siden hen forstod hvad de egentlig havde lært. Også at han kom for at give sit liv som løsesum for mange ‒ også for apostlene der forrådte ham.